Lil Kerdik

Lil Kerdik er en ung dværg som er født og opvokset blandt dværge i det lavest mulige hierarki: som Duster Dværg. Han har boet sammen med sine forældre, men han har fra meget tidlig alder lært at passe på sig selv og hjælpe til med at forsørge familien. Som Duster er man intet værd over for andre dværge, og Lil Kerdik har derfor lært sig selv at blive mester i at snige sig omkring for ikke at blive set. Denne egenskab har desuden gjort ham til en ganske habil lommetyv! Som 18-årig havde Lil Kerdik sammen med sine forældre samlet nok penge til, at han kunne flygte fra slumkvarterene i dværgenes rige til landjorden. Her har han i en alder af kun 18 allerede været del i en masse eventyr, som han er klædt godt på til fra hans barndom af. Lil Kerdik er gennem sin hårde barndom blevet hærdet. Han er ikke ond, men han ejer heller ikke stor empati overfor andre, da han er vant til, at der ikke vises empati overfor ham. Han viser ingen skyldfølelse over at stjæle fra andre – han gør dét, der skal gøres for at overleve. Til trods for dette har hans eventyr ændret ham; hvad der startede som missioner for pengenes skyld, har lært ham at hjælpe andre personer uden nødvendigvis at få noget tilbage for det. Det stærke bånd mellem ham og resten af hans eventyrgruppe har endda lært ham at stole på andre end kun sig selv. Han er meget ung af dværg at være, og han prøver stadig at finde sig selv i denne frie verden på landoverfladen. Hans mål er at få opbygget dén orden, han er medlem af, Den Nye Orden, så han kan få mere indflydelse. Dette vil i fremtiden, håber han, kunne skaffe forældrene dén frihed, som han selv har fået givet af dem. Ved tilstrækkelig stor magt håber han ydermere at kunne befri alle Duster Dværge samt andre befolkningsgrupper, som han vil møde på sin vej – eksempelvis de lavt rangerede elvere.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *